3. Efterkrigstiden

En modernisering af folkeskolen kom med afskaffelsen af mellemskolen i 1958, i stedet blev eleverne efter 5. klasse sporet ind på enten en ”almen linje” eller en ”boglig linje”, sidstnævnte rettet mod det mindretal, som skulle i gymnasiet og læse videre. Som en mellemvej opretteses en linje for 8.-10. skoleår, som afsluttedes med realeksamen i 3. real – dvs. efter 10 år i skolen.

 

På Skolegades Skole blev de fysiske forhold forbedret i årene 1958-60 med renovering og udbygning af faglokaler til småsløjd, maskinskrivning med 15 skrivemaskiner, to nye fysiklokaler og forbedringer i drengenes gymnastiksal.

Lærer ved Skolegades skole 1928-74 Åge Hesdorf giver i 1981 et fint indblik i livet på skolen (Barn af Vendsyssel 3).

 

Hesdorf var fra 1948 viceinspektør og stod for skemalægningen for skolens 1500 elever.

”Det blev en ustandselig vandring fra klasse til klasse, og da der samtidig var lærermangel, og vi måtte klare os med stadig skiftende vikarer, var det en næsten håbløs opgave. For at aflaste os blev det bestemt at bygge Søndergades Skole, og den stod færdig den 1. april 1955”.

Lærer Hesdorf funderer over de store ændringer der skete i perioden. Elis Frederiksen afløste Johannes Sørensen i 1958 og mangt og meget er forandret ved den gamle skole under hans ledelse, skriver Hesdorf i 1981. Eksempelvis kommer han ind på undervisningsformen og forholdet mellem lærerne og eleverne – i visse henseender sikkert nok til det bedre – men for os gamle at se er der mangt og meget, som tyder på at ikke alt nyt er godt nyt, skrev Hesdorf.

Skolegades Skole gennem 125 år

3. Efterkrigstiden

 

Efterkrigstidens skole var ikke mindst påvirket af de høje fødselsrater i tiden. Flere og flere elever gik i skole og der var trængsel i klasseværelserne og skolegården.

 

 

Lærergruppen på skolen 1950

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvert år startede 5-6 parallelklasser, og i mellemskolen var der 36 elever i hver klasse. Skolegade Skole, eller Brønderslev Kommuneskole, som den hed, var den eneste, dog inklusiv den mindre forskole i Tygelsgade, hvor 1.-3-klasserne var samlet. Skolen var et tidspunkt oppe på 1600 elever. Det var uholdbart i længden. I det kommunale system blev der arbejdet på at bygge en hel ny skole af samme størrelse, og i 1955 bliver Søndergades Skole taget i brug.

 

 

Kaj Kjær, senere borgmester i Aalborg, kunne i forbindelse med hundredårsjubilæet berette om hvordan det var at komme fra en lille skole til en af landets største. Undervisningen i de forholdsvis store klasser bestod i tavlepædagogik og lærerens fremlæggelse. Det gjaldt for den enkelte elev om at følge med og lave sine lektier, ellers vankede der eftersidning.

Den traditionelle pædagogik virkede for en stor dels vedkommende uinteressant for Kaj Kjær (og med ham sikkert mange andre elever), men han roste dog den grundige undervisning af Agnete-Vig Nielsen i engelsk og tysk, ligesom han kan henføre sin interesse for samfundsforhold og politik til samfundsfagstimerne med læreren Henry Allerman.

Aage Hesdorf's klasse 1960-61

Eftersidningsseddel

Han omtaler dermed den periode fra slutningen af 60’erne, der i takt med de store forandringer i hele samfundet, præges af opbrud, opgør med autoriteter og en tidsånd med nye ideer om demokratisering, fri opdragelse og individuelle rettigheder. Noget som i tidens negative version også kunne opfattes som disciplinkrise.